4. juli 2024
I dette nyhedsbrev kommer vi både omkring anbefalingerne fra ’Ekspertgruppen’; sprogkravet for dimittender og en lille reminder fra Danske A-kassers analytiker om at være varsom, når man udarbejder data og undersøgelser til brug i den offentlige debat.
Anbefalingerne fra eksperterne Siden sidste nyhedsbrev er Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats kommet med dens længe ventede anbefalinger. Hos Danske A-kasser vil vi gerne rose eksperterne for at sanere kraftigt i de mange målgrupper og ydelsestyper, der er kommet gennem årene, men så stopper vores ros desværre også.
For som Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser, peger på, så lægger eksperterne op til at lade de ’stærke’ ledige sejle deres egen sø ved blandt andet at skære i deres muligheder for uddannelse. Som Eva Obdrup siger:
”Det er som om eksperterne ikke har gennemskuet, at de såkaldt stærke ledige, der kommer forholdsvist hurtigt i job, blandt andet gør det, fordi vi i dag har et system, der sikrer, at de hele tiden kan blive klædt på med de kompetencer, der er efterspurgt af arbejdsgiverne”.
Derudover beklager DAK, at eksperterne ikke anbefaler, at a-kasserne får mere af ansvaret for egne ledige. I dette nyhedsbrev har vi samlet DAK’s udmeldinger om anbefalingerne fra ekspertgruppen. Organisationer mener sprogkrav bør droppes Siden 1. maj 2023 har dimittender skullet opfylde et sprogkrav for at kunne modtage dagpenge. Danske A-kasser arbejder for, at sprogkravet bliver afskaffet, fordi det er både uretfærdigt, kontraproduktivt og bureaukratisk. Flere organisationer, som Akademikerne, DM og Danes Worldwide, er enige i at kravet bør droppes. De kalder det et stort problem for Danmark, når der indføres tiltag som sprogkravet, der går stik imod behovet for at tiltrække og fastholde internationale studerende og arbejdskraft. I dette nyhedsbrev kan du læse mere om, hvad organisationerne siger, og du kan møde Linn, som er blevet ramt af sprogkravet.
Nyt fra tal-fronten Derudover bringer vi i dette nyhedsbrev resultaterne af et rundspørge, der er lavet blandt a-kassechefer om det nye kontaktforløb i a-kasserne. Vores analytiker Michel Klos kommenterer de flotte resultater. Læs selv hvorfor hans kommentarer bliver leveret med lige dele alvor og ’smil’.
På tal-fronten får du også de nyeste tal for ledigheden og beskæftigelsen.
Så er der kun tilbage at ønske alle en rigtig god sommer. Danske A-kassers sekretariat holder ferielukket i uge 30 og 31. Vi ses på den anden side😊
Mange hilsner fra os i DAK
|