Den 25. juni 2025
Hvad skal der til, for at flere ledige seniorer finder vej tilbage på arbejdsmarkedet? Og hvordan skaber vi et arbejdsliv, der rent faktisk passer til livet? Det er nogle af de spørgsmål, vi kommer omkring i dette nyhedsbrev.
Netværk, fleksibilitet og mental indstilling En ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at seniorer, der tror på sig selv, og som har mod på at være fleksible og trække på deres netværk, forøger deres chancer for at finde et nyt job markant. For eksempel giver ’troen på at man kan komme i job’ op til dobbelt så stor sandsynlighed for at lykkes med det. Det er da interessant nyt!
Ledige kommer hurtigt i job, når jobbene er der Der er også interessant ’nyt’ at hente i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der punkterer myten om, at ledige først tager job, når de står til at miste deres dagpenge. Dermed punkterer analysen også Liberal Alliances argumentation for at halvere dagpengeperioden. Vi vidste det godt, men nu står det også sort på hvidt: Langt de fleste kommer hurtigt i job – hvis altså jobmulighederne er der.
Arbejdsliv til debat på Bornholm Balancen mellem arbejdsliv og liv var omdrejningspunktet i vores debat på Folkemødet på Bornholm. Her blev der talt om stress, børns sygedage, seniorer, pension, balance og potentiale – og vi mærkede stor opbakning til ønsket om et mere menneskeligt arbejdsmarked. Flere kurser i kalenderen Snart går der sommerferie i den for mange, men på den anden side er Danske A-kasser klar med flere kurser og temadage. Dem kan du også læse om i dette nyhedsbrev.
Så er der kun tilbage at ønske alle en rigtig god sommer – og minde om, at Danske A-kassers sekretariat holder lukket i uge 30. 🌞
Fra alle os i Danske A-kasser
|